AKTIVER JAVASCRIPT FOR AT HANDLE. SE INSTRUKTION HER:

    


      


Hans Boserup forsvarede den juridiske doktorgrad sin disputats, Mikrostyring i mediation, ved Uppsala Universitet den 13. februar 2015.
 

 
 

Fra venstre: Rolf Nygren, Anna Nylund, Hans Boserup, Ole Hammerslev, Ida Helene Asmussen.

 

Hans Boserup blev den 13. februar 2015 doktor juris (dr.jur.) på

afhandlingen: Mikrostyring i mediation.


Den meget kompetente opponenten var Ph.d. Ida Helene Asmussen, Københavns Universitet.


Det meget kompetente bedømmelsesudvalg var:                                                                           


Professor Rolf Nygren, Uppsala Universitet
Professor Anna Nylund, Tromsø Universitet
Professor Ole Hammerslev, Syddansk Universitet


Der var tale om et drømmeteam, der dels repræsenterer solid akademisk viden om mediation, dels om retssociologi.

Afhandlingen bliver summarisk præsenteret på uu.diva-portal.org, men ikke i fuld tekst.

Interesserede kan allerede nu bestille bogen hos forfatteren. Prisen er 570 DKK inkl. fragt.




Link til Forelæggelse (Word)

Link til Doktorforsvar (PowerPoint)

 

          
                                                                     


 Fra forordet citeres:

Forord


Vi kan umiddelbart mærke, at der er en forskel på, hvad der sker i retslokalet hos dommer A og hos dommer B. Vi kan også mærke forskel på, hvad der sker i mediationslokalet hos mediator A og hos mediator B. Vi kender dommere, der ønsker at kontrollere til mindste detalje, og vi kender dommere, der i tillid til parternes kompetence ser tiden an, inden de intervenerer. Det samme gælder for mediatorer.

Men der har manglet et sprog eller en terminologi, der kan beskrive forskellen således, at A, B og andre bedre kan forstå og beskrive, hvad forskellen går ud på . Kun med en sådan terminologi kan A og B overveje, om der er noget bestemt, der bør ændres . En sådan terminologi handler denne bog om, og fremstillingen bruger særligt terminologien til at se efter, hvor meget mediator åbent eller i det ubemærkede kontrollerer mediationsprocessen.

Terminologien kan lige så vel bruges til at lære dommere om, hvor meget de – til trods for de bedste intentioner om noget andet – i det ubemærkede har indflydelse på parterne og processens resultat . Fremstillingen bruger sine værktøjer og sin terminologi på tekster og på dialoger i mediation, men kunne lige så godt have brugt dem på domstolenes tekster og dialoger.



Med diskurs- og konversationsanalyse holdes fokus på, hvad sker mellem deltagerne i mediation. Det fokus kaldes for et mikrofokus, og det man analyserer, kaldes for mikrodynamikkerne. Når man går så tæt på, bliver det klart, at ikke kun er processerne hos A og B’s forskellige.

Der kommer også forskellige resultater ud af processerne , og derved bliver forskellen særlig interessant for retsvidenskaben, der overalt i vesten akademisk har placeret mediation på retsvidenskabelige fakulteter. Det bliver også klart, at sproget ikke neutralt overbringer data fra taler til lytter. Deltagerne i dialogen gør noget med sproget i forhold til hinanden. Vi kalder dette noget for talehandlinger.
 


Fremstillingen, – der særligt fokuserer på graden af mediators synlige og usynlige styring af parternes proces gennem anvendelse af mikrodynamikker og graden af hans indflydelse på resultaterne i mediation, – forstås nemmest af læsere, der er fortrolige med mediation. Fremstillingens fokus er på mikrodynamikkerne i den praktiske udførelse af mediation. Der er skrevet meget om mediation, der går under mange navne, som for eksempel retsmægling, konfliktmægling og konfliktråd. Fremstillingen her adskiller sig fra anden litteratur om mediation ved at undersøge de allermindste byggesten i mediationsprocessen.

Disse byggesten er dels ordene, der bruges i dialogen mellem deltagerne i mediationsprocessen. Men ved siden af ordene har kropsproget og det ekstraverbale sprog en meget stor betydning. Vi kender således situationer, hvor ordene siger et, mens kropssproget eller det ekstraverbale sprog siger noget andet. Og i den konkurrence er det altid ordene, der taber. Det talte sprog kalder vi forhold til det skrevne sprog for pragmatisk lingvistik. Fremstillingen analyserer dialogerne i mediation ved at forholde ordene til kropssproget og det ekstraverbale sprog.

Det ekstraverbale sprog kaldes også sprogets prosodi eller melodi, rytme, volumen, tonehøjde, stød, pauser, etc. Da prosodien bliver til på luftens rejse gennem taletragten fra lungerne gennem stemmelæberne, ganespejlet og tungen ud gennem enten læber eller næse, og da lyden formes og påvirkes af alle organerne undervejs på rejsen, forekommer det rimeligt at kalde det ekstraverbale sprog eller prosodien for en del af kropssproget. Det er anekdotisk også rimeligt at antage, at der er en sammenhæng mellem talerens mentale tilstand og funktionen af de organer i taletragten, der former prosodien.
 


Hvad der sker med parterne i mediation, blev i begyndelsen forstået som resultater af indre processer hos de enkelte deltagere. Men i slutningen af det sidste århundrede dukkede tre mediationsformer op, som ikke forstod mediation på denne måde. Disse tre nye stilarter kalder fremstillingen for systemisk, transformativ og narrativ mediation, og det er dem, som fremstillingen særligt handler om.

Hvad består de af, og hvordan er de forskellige fra hinanden og tidligere former for mediation? Hvad fremstillingen anfører om disse tre postmoderne stilarter, kan overføres på de indtil da kendte stilarter, oprindelig, aftalefokuseret og humanistisk mediation.
 


Forfatteren har tidligere beskrevet mediation fra et makroperspektiv i Mediationsprocessen i praksis og tog senere det første skridt fra makro til mikroperspektivet med Mediation – Seks måder i syv dage . Den nu foreliggende fremstilling handler alene om mikroperspektivet og mediators styring gennem mikrodynamikker og gennem mikrofærdigheder.

Fremstillingen har af pladshensyn koncentreret sin undersøgelse om følgende tre stilarter i mediation: 4) systemisk, 5) transformativ og 6) narrativ mediation, der placerer sig som postmoderne. Disse tre stilarter bragte i løbet af 1990’erne mediation ind i en helt anden forståelsesramme end de indtil da kendte modernistiske stilarter, som fremstillingen kalder 1) oprindelig, 2) aftalefokuseret og 3) humanistisk mediation.

Den i henseende til mediation vigtigste forskel til det modernistiske er, at de moderne former fokuserer på individerne, på deres indre processer og fungerer indefra-ud, medens de postmoderne former fokuserer på interaktionen mellem individer og fungerer udefra-ind. Denne firkantede opdeling er hovedsageligt pædagogisk begrundet for at skabe et overblik. Verden er mere nuanceret.

Det gælder også det følgende. Aftalefokuseret mediation kan underinddeles på et kontinuum fra bredt faciliterende, der ligger tættest på oprindelig mediation, til snævert evaluerende, der ligger længst fra oprindelig mediation . Også oprindelig mediation (community, generic eller pure mediation) findes i mange udgaver. På et kontinuum er der oprindelig mediation, der ligger tæt på humanistisk mediation, og oprindelig mediation, der nærmer sig aftalefokuseret mediation.

De tidligere stilarter, oprindelig, aftalefokuseret og humanistisk mediation opererer inden for en positivistisk forståelsesramme, der tager udgangspunkt i det enkelte individ og individets interne processer som for eksempel følelser, tanker, erindringer, behov, bekymringer og interesser.
 


Systemisk, transformativ og narrativ mediation placerer sig inden for en postmoderne forståelsesramme, hvor fokus ikke er på individer og deres indre processer men på interaktionen mellem individer, sproget, hvormed der kommunikeres, systemer hvori de enkelte individer indgår, mønstre af adfærd, interaktion og kommunikation, samt udvikling gennem processer hvori tidsforløb tillægges betydning.

Systemisk mediation kan efter sin forhistorie placeres inden for den konstruktivistiske tænkemåde, medens transformativ og narrativ mediation placerer sig selv inden for en socialkonstruktivistisk eller socialkonstruktionistisk (herefter kaldt konstruktionistisk) tænkemåde. Det er ikke fremstillingens formål at afgøre, hvilken stilart der er mest hensigtsmæssig. Det må afgøres i forhold til den konkrete mediation og de konkrete parter.
 


Som Bush og Folger anførte i The Promise of Mediation (1994), er der naturligvis forskelle i det ideologiske grundlag for hver enkelt af de seks stilarter, som forfatteren har identificeret. Det er blot noget nyt at identificere ideologi (kapitel 5) i mediation, ligesom det er noget nyt i de nordiske lande at identificere ideologi hos dommere.

Hver enkelt stilart har præference for særlige fremgangsmåder og interventionsformer (kapitel6).
Da den ideologiske forskel manifesterer sig i den måde, hvorpå stilarternes mediatorer beskriver og tænker om deres proces, diskursanalyserer fremstillingen mediatorernes beskrivelser af og holdninger til deres proces. Diskursanalysen sker gennem analyse af, hvordan de karakteriserer deres proces i tekster, i interviews og i, hvad de anser for selvfølgeligt eller givent.

Vi kalder det for stilartens fortolkende repertoirer  (kapitel 7). De i stilarterne identificerede fortolkende repertoirer er meget forskellige, og man kan kalde dem for stilartens forståelse af bedste praksis. De viser, at stilarternes ideologier også er meget forskellige.



Alle de tre undersøgte stilarter forudsætter, at den måde, hvorpå processen er designet, er i overensstemmelse med, hvad parterne har brug for. Der synes ikke at være nogen af mediatorerne, der giver parterne valget om, hvilken stilart de ønsker at blive medieret i, eller hvilket mandat de er parate til at give mediator. Så den enkelte mediator indfortolker i parternes diskurs og positionering af mediator dels et samtykke til den valgte stilart og dels mediators mandat. På denne baggrund lægger mediator stilartens rammer og det fremfortolkede mandat ned over mediationsprocessen.


Det fremgår af kapitel 7, at mediatorerne forholder sig til dilemmaet om parternes autonomi, ved at tilpasse deres aktivitet til hvad parterne er kommet for og behøver, hvilket i sig selv er eksempel på et fortolkende repertoire. Med hensyn til, hvad parterne er kommet for og behøver, trækker de systemiske mediatorer på et problemløsnings repertoire, medens de transformative mediatorer trækker på et konversations repertoire, og de narrative mediatorer trækker på et repertoire om ændring af diskurser og ompositioneringer. De anførte repertoirer er, hvad de enkelte stilarter selv anser for særligt centralt i stilarten.

Da den ideologiske forskel mellem stilarterne også manifesterer sig ved den måde, hvorpå stilarternes mediatorer praktisk udfører mediation, konversationsanalyserer fremstillingen dialoger i de tre stilarter (kapitel 8). Under denne mikro-analyse bliver det klart, hvad det nærmere er, der får de enkelte stilarter til at fremtræde så forskelligt, og det bliver ved mikro-analysen klart, hvordan den enkelte stilarts mediatorer omsætter deres ideologi og deres fortolkende repertoirer til praktisk intervention i parternes dialog. Konversationsanalyse anser sig for postmoderne og er empirisk forankret i lyd- og videooptagelser samt i transskriptioner heraf.



Jeg ser frem til at læse din disputats når den kommer ud.
Venlig hilsen,
Christian

15-12-2014 14:29:10



    
Websitet bruger cookies for at forbedre din oplevelse, vurdere brugen af de enkelte elementer på websitet og til at støtte markedsføringen af vores services. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.  Læs mere om websitets cookies.